top of page

Salat m. halloumi, aubergine og kikærter

Opdateret: 15. maj 2023

Jeg mangler ofte inspiration til salater, og gerne lidt mere nærende salater, som kan serveres alene. Tænker ikke, at jeg står alene med det problem, og derfor deler jeg ud af de salater, som jeg laver herhjemme.


Salaten indeholder halloumi (også kaldet grillost), som smager fantastisk, og fungerer skide godt som et vegetarisk alternativ til kød.


Arbejdstid: 40 minutter

Tid i alt: 1 time

Antal: 2 personer (hovedret), 4 personer (side)

INGREDIENSER


Stegte kikærter:

1 ds kikærter

1 spsk olivenolie

1 tsk paprika

½ tsk spidskommen

1 tsk chiliflager

½ tsk fint salt


Urtedressing:

2 dl cremefraiche

1 spsk mayo

1 håndfuld persille

1 håndfuld dild

½ citron, saften herfra

Salt og friskkværnet peber


Derudover:

250 g halloumi

1 lille rødløg, i skiver

3 håndfulde spinat

Soltørrede tomater

1 aubergine

Olivenolie

Salt og friskkværnet peber

 

FREMGANGSMÅDE


Start med kikærterne, så de kan nå at køle af inden servering.


1. I en pose blandes kikærter med olivenolie, krydderier og salt. Fordel dem derefter ud på en bageplade, og bag dem i ovnen ved 200 °C varmluft i 20-25 minutter.


Mens kikærterne er i ovnen, er det passende at lave den urtedressing, som skal få det hele til at hænge sammen.


2. Kom alle ingredienserne til dressingen op i en skål, og bland det hele sammen med en stavblender. Stil dressingen på køl indtil brug.


Nu til resten af salaten.


3. Skær auberginen ud i skiver. Krydr dem med lidt salt og peber, og steg skiverne på panden i lidt olivenolie.


4. Din halloumi skæres i mindre stykker, og steges ligeledes på panden i lidt olivenolie. Når osten har fået en fin stegeskorpe, tages de af panden.


5. Kom nu spinat, stegte kikærter, stegt aubergine, halloumi, soltørrede tomater og rødløg over i en skål, og bland det med urtedressingen. Og så er der serveret.


God fornøjelse!







bottom of page