top of page

Gourmet-hotdogs

Opdateret: 26. apr. 2023

Glutenfri hotdogs med hjemmelavet tilbehør - herunder syltede agurker, syltede rødløg, friterede glutenfri løg, friterede kapers og remoulade. Altid en sikker vinder, når man får gæster, og maden gerne må være lavet i forvejen.


Arbejdstid: 2 timer og 30 minutter

Tid i alt: 3 timer

Antal: 8 stk

Glutenfri gourmet-hotdogs

INGREDIENSER


Pølsebrødet:

6 dl lunkent vand (ca. 40 °C)

10 g glutenfri tørgær

3 spsk. HUSK

110 g creme fraiche

2 tsk æblecidereddike

1 ½ fint salt

50 g hørfrø

50 g sesam

2 spsk. olivenolie

4 spsk. kartoffelmel

100 g fuldkornsrismel + lidt ekstra til bordet

120 g boghvedemel

120 g glutenfri havremel

1 æg til pensling


Syltede rødløg + agurker:

1 agurk

2 rødløg

4 dl æblecidereddike eller alm. eddike

150 g sukker

2 tsk salt

1 dl kogende vand


Friterede løg + kapers:

1 liter smagsneutral olie

2 løg

1 dl rismel

Fint salt

80 g kapers


Remoulade:

2 dl creme fraiche

3 spsk mayo

1 dl syltede agurker, finthakket

1 æble, groftrevet

1 gulerod, finthakket

30 g kapers, finthakket

1 tsk sukker

2 tsk gurkemeje

1 tsk karry

Salt og friskkværnet peber


Andet tilbehør:

Grillpølser

Sennep

Ketchup

Mayo

Frisk karse

 

FREMGANGSMÅDE


Bemærk: Opskriftens forløb er skrevet ud fra, at forberedelsen sker senest dagen før servering - dette pga. en hviletid på minimum 10 timer af de syltede agurker og rødløg. Laves disse i forvejen, så kan resten af forberedelsen sagtens ske samme dag, som de skal serveres.


Start med dejen til pølsebrødene, da resten kan forberedes under dens hævning.

  1. Pisk vand, glutenfri tørgær og HUSK sammen, og lad det sætte sig i et par minutter. Når konsistensen er blevet tykkere, tilsættes creme fraiche, æblecidereddike, hørfrø, sesam, olie og salt.

  2. I en separat skål blandes kartoffelmel, fuldkornsrismel, boghvedemel og glutenfri havremel. Dette æltes derefter lidt efter lidt sammen med indholdet i den anden skål.

  3. Når alt melet er tilsat, æltes dejen i cirka 12 minutter.

  4. Dæk skålen til med film for at bevare fugten i dejen, og lad den hæve i 1 time og 30 minutter.

Mens dejen hæver, laves det hjemmelavede tilbehør.


Først det syltede:

  1. Skær en agurk i skiver - gerne grove, da det giver dem noget sprødhed - og kom dem over i et patentglas. Rødløgene skæres i både/ringe, og kommes ligeledes over i et andet patentglas.

  2. I en skål opløses sukker og salt i kogt vand, hvorefter eddiken blandes i. Denne syltelage fordeles nu ned i de to patentglas fyldt op med hhv. agurk og rødløg. Sæt glassene på køl i minimum 10 timer inden servering.

Dernæst det friterede:

  1. Kom olien i en gryde, og varm den op til maksimalt 170 °C - dog ikke meget lavere.

  2. Mens olien varmes op, skæres løgene i tynde ringe og vendes derefter i rismel. Dine kapers skyldes i vand og lægges over på et stykke køkkenrulle for at dryppe af.

  3. Sigt melet fra løgene og friter en håndfuld løgringe ad gangen. Når de er sprøde og gyldenbrune kommes de over i en skål med lidt køkkenrulle, hvor der drysses en smule fint salt ud over. Denne proces gentages indtil der ikke er flere løgringe tilbage.

  4. Herefter friteres dine kapers - disse vil åbne sig som små blomster og blive sprøde. Testsmag dem undervejs for at vurdere den rette tilberedning. Læg dem ligeledes i en skål med lidt køkkenrulle.

  5. Løgringe og kapers kommes efter afkøling i en lufttæt beholder eller pose, så de bevarer deres sprødhed indtil servering.

Tilbage til pølsebrødet:

  1. Når det syltede og det friterede er lavet, så er dejen til pølsehornene også ved at være færdig med at hæve. Vend dejen ud på en bordplade drysset med lidt rismel, og del den op i 8 lige store dele - disse formes som aflange pølsebrød og pensles med et sammenpisket æg.

  2. Bag brødene ved 180°C varmluft i cirka 40 minutter – måske lidt mere eller mindre afhængig af ovnen.

  3. Når brødene er kølet af, kommes de i en pose indtil brug.

Næste dag: Et par timer før servering forberedes remouladen - dette sker ikke før, da vi skal bruge en lille del af de syltede agurker:

  1. Denne er simpel. Her blandes de listede ingredienser blot sammen og smages til med salt og friskkværnet peber.

Og så skal der serveres gourmet-hotdogs:

  1. Varm pølsebrødene op og rist pølserne på en grill eller en pande.

  2. Server pølser og brød med alt det hjemmelavet tilbehør, ketchup, mayo, sennep og karse.

God fornøjelse!


bottom of page