En glutenfri jordbærtærte med en glutenfri mørdej og en glutenfri mazarinmasse. Indbegrebet af dansk sommer og så fungerer den perfekt til kaffen eller som en lækker sommerdessert.
Arbejdstid: 1 time og 30 minutter
Tid i alt: 5 timer
Antal: 6 personer
INGREDIENSER
Mørdejen:
1 æg
60 g sukker
1 tsk vaniljesukker
60 g smør
1 spsk HUSK
140 g rismel + lidt til udrulning
1 tsk bagepulver
½ tsk xanthan gum
1 knivspids salt
Mazarinmassen:
100 g marcipan
100 g smør
100 g sukker
2 æg
35 g rismel
Vaniljecremen:
2 tsk vaniljesukker
60 g sukker
3 æggeblommer
15 g majsstivelse
2,5 dl mælk
1,5 dl piskefløde
Derudover:
100 g mørk chokolade
En bakke danske jordbær
Friske mynteblade
FREMGANGSMÅDE
Vi starter med mørdejen.
1. Smelt smøren i en gryde ved lav varme. I mellemtiden piskes æg, sukker og vaniljesukker lyst og cremet. Den smeltede smør hældes over i sukkermassen med æg, og der piskes videre.
2. De resterende tørre ingredienser blandes i en separat skål, og røres derefter sammen med blandingen af smør, æg og sukker. Ælt dejen godt indtil mørdejen er glat og ensartet. Sæt den på køl i minimum en ½ time med film omkring sig.
3. Når dejen har kølet, tændes ovnen på 200°C almindelig ovn. Rul dejen ud på et let meldrysset bord – gerne med en tykkelse på ½ cm. Placér dejen i den ønskede tærteform, og forbag den i 8-10 minutter, eller indtil overfladen er let gyldenbrun.
Herefter skal vi til mazarinmassen, som skal fordeles ned i skallen af mørdej.
4. Pisk marcipan, smør og sukker luftigt - enten med en håndmikser eller på en røremaskine. Tilsæt derefter æg og rismel, og pisk så videre indtil massen er fin og ensartet.
5. Fordel mazarindejen i den forbagte tærtebund, og bag igen tærten. I denne omgang ved 175°C almindelig ovn i 15-20 minutter.
6. Smelt chokoladen i en gryde, og fordel den ud over den færdigbagte tærte. Stil den derefter på køl og lad chokolade sætte sig - gerne et par timer, så kagen er helt kold.
Og på toppen skal der selvfølgelig være vaniljecreme og jordbær.
7. I en uopvarmet gryde piskes vaniljesukker, sukker, æggeblommer og majsstivelse sammen.
8. Pisk nu mælken i og varm cremen langsomt op til kogepunktet. Pisk cremen godt undervejs, så den ikke skiller.
9. Når cremen er blevet til en lækker tyk vaniljecreme, tages den af varmen. Kom den over i en skål, og lad den afkøle helt - dette er særligt vigtigt, da vaniljecremen ellers vil blive tynd.
10. Inden servering piskes fløden til en luftig flødeskum. Tag først halvdelen af flødeskummen og rør den sammen med vaniljecremen. Vend dernæst resten af flødeskummen i.
11. Fordel vaniljecremen ud over den kolde tærtebund, og pynt derefter med friske jordbær og mynteblade.
God fornøjelse!
Comments